Musik med ledninger på fuld tid (af Nikolaj Tange Lange) Dec.2005 Siden Heidi Mortenson for ti år siden forlod Danmark, er hun vokset op i den spanske ghetto i Barcelona. Hendes eneste job i starten var at dele flyers ud for en klub. ”hvis jeg fik råd til en liter soyamælk så var der virkelig fest,” fortæller hun. Hun er i Danmark nu for at give koncert til Ladyfest, men også for at fejre hendes debutplade ”Wired Stuff”. En Plade der på sin vis har været på vej, siden hun for ti år siden flyttede til Barcelona. Dengang boede hun i en et-værelses hvor hun måtte tænde bruseren for at få varme i lejligheden, med det resultat at der blev så fugtigt, at hun måtte gå udenfor. Til gengæld havde hun næsten ingen udgifter og var fri til at gøre, som hun havde lyst. Langsomt arbejdede hun sig op i graderne til at være pr-ansvarlig for klubben. Og da en veninde flyttede til London fik Heidi endda råd til at købe hendes pladespillere, og på den måde kom hun til at øve sig og fik også lov at dj´e. Efter to år fik hun en ubehagelig nyhed. Hendes bedste ven i Danmark var død. Det fik hende til at tænke over, hvad hun ville med sit liv. ”Jeg gad ikke blive ved med at promovere andre og spille andres plader. Jeg havde brug for selv at være kreativ,” fortæller hun. Men istedet for at finde guitaren frem, som hun havde skrevet sange på som teenager, købte hun en Roland 505 -samme type som Peaches lavede sit debut album på. Og så gik hun igang med at eksperimentere sig frem. ”Jeg har både sunget ind i en vaskemaskine og bygget mine forældres telefonrør om til en mikrofon.” Allerede fra starten faldt hendes eksperimenter i god jord. Efter et år blev hun udtaget til en eksperimental festival og kort efter var hun på Europa-tourné. Siden da har karrieren været én lang rutschetur op-ad for Heidi Mortenson. Og maskinparken er haltet efter i det tempo, hun har haft råd. ”Det er kun et år siden, jeg har fået et lydkort. Og jeg har ikke haft studiemikrofon før for halvandet år siden.” Men selvom hun flere gange har været fristet til at tage et almindeligt job, er hun aldrig bukket under. Hun har det bare ikke godt når andre bestemmer hvad hun skal lave. ”Så hellere hugge et æble i ny og næ og samle tøj op fra genbrugscontainere. Min pink regnjakke, jeg skal bruge i showet i aften, den har jeg også bare fundet.” For halvandet år siden tog Heidi Mortenson et stort ryk fra Barcelona til Berlin. ”I Barcelona var det meget opdelt. Enten var man dance-musiker, eller også lavede man eksperimental musik. Og jeg synes altid jeg var et sted midt imellem.” I Berlin har hun bl.a. arbejdet sammen med Kevin Blechdom og Scream Club. Men hun har også færdiggjordt sit debut album. På et tidspunkt hvor hun efter ti år med vaskemaskiner og smadrede telefonrør føler, at hun er ved at modnes som musiker. ”Jeg er blevet meget mere sikker på mig selv og bruger meget mere vokal og tør også være mere personlig.” Og det personlige er vigtigt for Heidi, der altid tager udgangspunkt i sit eget liv, når hun skriver tekster. ”Jeg tror, det vigtigste er at du er ærlig omkring hvad du kan, og ikke prøver at bilde folk noget ind. Jeg er fx ikke nogen særlig god guitarist. Men jeg gider ikke vente to år med at tage en guitar med på scenen, til jeg er god nok. God nok til hvem? De to guitarnørder der står og holder øje med, hvordan jeg tager akkorderne?" Da hun om aftenen finder guitaren frem og blander de skæve beats med en hård, rå guitar, er det vist kun af fryd, der bliver skreget blandt publikum. Et publikum, der iøvrigt tager lige pænt imod de mere avancerede elektroniske numre fra debut pladen og de mere primitive kopier af Dolly Partons ´Jolene´ og AC/DC´s ´Highway to hell´. Tænk sig, at vi danskere har så cool en queer rock´n´roll elektro-stjerne, uden at nogen har fortalt os om det!